Skolens antimobbe politik
Nørrebjergskolens værdigrundlag:
På Nørrebjergskolen mødes den enkelte med nysgerrighed, forståelse, omsorg, tryghed og tro på, at den enkelte kan lære og udvikle sig ud fra individuelle ressourcer og potentialer.
Den enkelte skal føle sig mødt, set og hørt som et unikt menneske i Nørrebjergskolens fællesskab.
Nørrebjergskolen forebygger og bekæmper mobning
Elevernes trivsel er en forudsætning for læring, og alle skal være glade for og trygge ved at være i skole.
Formålet med denne antimobbestrategi er at sikre et godt læringsmiljø og forebygge mobning for Nørrebjergskolens elever.
Nørrebjergskolen tolerer ikke mobning i nogen form. Mobning er et fælles problem, som alle på skolen har et ansvar for at forebygge og reagere på.
Mobning er ofte et klassefænomen, der opstår af dårlige klassekulturer.
Definition af mobning
Mobning foregår i og omkring et gruppefællesskab både off- og online, hvor flere personer har mere eller mindre synlige og skiftende roller, og hvor den mobbede person er nødt til at være.
En person er mobbet, når personen gentagne gange og over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra en eller flere personer.
Mobning er ikke altid en bevidst handling.
Strategi - Forebyggelse af mobning
Det er altid de voksne – ansatte, skoleledere og forældre – der har ansvaret for, at der er et godt socialt miljø på skolen og i klasserne.
I samværet med eleverne, er de voksne sig meget bevidst om, at de er rollemodeller i forhold til, hvordan konflikter kan håndteres.
Ved konflikter, hvor man kan være i tvivl om der er mobning, vurderes og handles der efter skolens værdigrundlag.